Kanon - overblik


31. januar 2011 kl. 09:00

Kulturkanonen er fyldt 5 år, og i januar måned har budt på en række vurderinger af kanonens værdi og rolle.

Den 15. januar tog Kristeligt Dagblad hul på debatten ved at spørge en række fagfolk om kanonens betydning i artiklen "Eksperter kritiserer kulturkanon".

Birgitte Darger, næstformand for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf: "... det er ikke min oplevelse, at selve kulturkanonen bruges aktivt i undervisningen. Jeg gør det heller ikke selv."

Birgitte fortæller at nogle elever finder kanonen på nettet, og det kan give relevante diskussioner i undervisningen. Hun forsøger at få de unge til at deltage i debatten om det nationale, kulturen og kunsten: "Den debat er mere værd end det ministerielt stemplede svar."

Den 17. januar følger Birgitte i et interview i DR P1 Radioavisen og siger at kulturkanonen "ikke er på et niveau, så jeg kan bruge den i undervisningen."

"Skyder kanonen stadig med skarpt?" spørger Berlingske den 24. januar, og Claus Nielsen, formand for Dansklærerforeningens sektion for stx og hf, svarer at kanonen bliver "brugt en smule".

"... den var med til at skabe debat, da den udkom", fortsætter Claus, og han vurderer at kanonen er tæt på at være overflødig i forhold til undervisningen på stx og hf.